Danmark fik HAWK

DA DANMARK FIK HAWK

Af oberstløjtnant Anker Petersen.

Kort efter, at Luftværnsgruppen var oprettet i flyvevåbnet, blev de første skridt taget til at udvide antallet af raketeskadriller fra fire til otte. 

De eksisterende NIKE- eskadriller omkring København kunne forsvare det østlige Danmark imod flyangreb fra mellemstore og store højder, hvorimod dette systems pulsradarer viste sig at være mindre effektive imod fly i lave højder.

Det amerikanske firma RAYTHEON udviklede omkring 1960 HAWK (Homing All the Way Killer) luftværnsraketsystemet, som ved hjælp af sine doppler radarer netop er i stand til at opdage, følge og nedskyde luftmål i disse lave højder.

Da USA som våbenhjælp tilbød Danmark nyfremstillet HAWK-materiel til fire eskadriller, mod at Danmark tilvejebragte personellet og betalte driftsudgifterne, accepterede det danske forsvar dette tilbud.

Derfor blev de fire HAWK-stillingsområder ("Sites") bygget til stationære HAWK-enheder og placeret nær NIKE-eskadrillerne, idet man samtidig skulle tilgodese topografiske forhold, og det også dengang gældende krav om, at forsvaret så vidt muligt skulle undgå ekspropriation. De fire "Sites" blev valgt anlagt således:

 Alle stillingsområderne blev NATO fællesfinansieret, men da proceduren herfor er meget kompliceret, inden pengene bliver bevilget, blev spaderne først stukket i jorden de fire steder i sommeren 1966.

Det var ikke nogen simpel sag at skaffe personel til fire nye eskadriller med tilhørende stabs- og værkstedsenheder, når der ikke samtidigt blev nedlagt andre enheder i flyvevåbnet. NIKE-systemet kunne af beredskabsmæssige grunde kun afgive et begrænset antal, så resten måtte komme fra de øvrige dele af flyvevåbnet, og enkelte endog fra hæren og søværnet. Så det var en meget blandet flok med stærkt varierende forudsætninger, der fra Luftværnsgruppens daværende, midlertidige hovedkvarter i Avedørelejren af flere omgange blev sendt til uddannelse på US Army Air Defense School på Fort Bliss i El Paso, Texas.

I efteråret 1963 blev teknikerne med de længste kurser sendt af sted som de første. De bestod af fire klasser:

HAWK Staff Officer and Organization Maintenance Supervisor - 7 elever.
HAWK Continuous Wave Radar Maintenance - 18 elever.

HAWK Missile and Launcher Maintenance - 25 elever.

HAWK Pulse Acquisition Radar and Battery Control Central

Maintenance 13 elever. 

Den 1 AUG 1964 afrejste jeg sammen med 26 andre officerer for at gennemgå et kursus for Tactical Control Officers (TCO). På det tidspunkt var den internationale situation i Mellemøsten blevet meget spændt, og der sker det - for os heldige -, at på afrejsedagen besluttede USA at bytte om på det danske og det israelske TCO-kursus, således at deres klasse begyndte den 3 AUG, mens vor klasses "Inprocessing" blev udsat til den 24 AUG. Da flyrejsen til New York ikke kunne ændres med så kort varsel, blev vi beordret til individuelt at rejse videre til El Paso med 24 dage til rådighed!

Alle købte bil i New York og oplevede ad forskellige ruter det kæmpemæssige land, USA med sin storslåede natur og gæstfrie befolkning. Enkelte af os nåede også på vejen at kigge indenfor i det ligeså store, spændende land, Canada.

TCO- og teknikerkurserne sluttede i begyndelsen af OKT 1964, og samtidig kom 84 fremtidige operatører over fra Danmark. Eskadrille 541 - 544 og HAWK-staben blev officielt enkadreret ved en parade på Fort Bliss den 8 OKT 1964 med faner og musik, og taler af skolechefen og den ældste danske officer, oberst K.W. Hansen, som erklærede "the First Danish HAWK Battalion" for oprettet! 

De efterfølgende tre måneder gennemførte eskadrillerne "Package Training" under amerikanske instruktørers ledelse på hvert sit HAWK-system, som skolen stillede til disposition i Tobin Wells ørkenen lige uden for Fort Bliss. Det omfattede praktik for TCO'er og teknikere efter de ret teoretiske kurser på skolen samt grundlæggende operatøruddannelse af de 21 mand, der netop var tilgået hver eskadrille hjemmefra. Vi blev arbejdet sammen eskadrillevis, og der opstod den eskadrilleånd, og indbyrdes konkurrence, som stadig findes ved enhederne i dag. 

Træningen blev afbrudt to gange på grund af skolelukning, dels ved "Thanksgiving Day" sidst i NOV og dels i jule-nytårsperioden. Dette gav os atter lejlighed til at være turister og komme udenfor El Paso-området midt i ørkenen. I mit tilfælde besøgte jeg sammen med nogle kolleger først den mexicanske provinshovedstad Chihuahua, som ligger 400 km syd for grænsefloden Rio Grande. Turen bød på mange usædvanlige oplevelser, f.eks. da vi mødte indianere, som bogstaveligt boede i huler i bjergene, og da den mexikanske bus på vej sidste aften tilbage gennem ørkenen til El Paso pludseligt tabte det baghjul, som jeg sad oven over! Ingen kom til skade, men vi 5 danskere var henvist til at vente midt i ørkenen sammen med en snes mexicanske passagerer, indtil en ny bus nogle timer senere nåede frem. I juleferien kørte vi - i egen bil! - gennem Arizona til Kalifornien og oplevede atter mange spændende, men knap så dramatiske ting.

Den afsluttende eksamen på "Package Training" var en HAWK - skarpskydning på Mc Gregor Range i New Mexico, 80 miles nord for Fort Bliss midt i JAN 1965. Den blev gennemført som en Annual Service Practice (ASP) med amerikansk evaluering af hvert af de to hold operatører og teknikere i de fire eskadriller.

Nu var Basic HAWK-missilerne relativt billige dengang, så hver eskadrille fik lov til at afprøve alle procedurer før den evaluerede skydefase, herunder at affyre et missil imod en drone. Der var faktisk tale om, at vi fik "et prøveskud og to gældende"! Alle tolv missiler ramte deres mål og alle otte hold bestod evalueringen.

Derefter begyndte vi hjemrejsen. Efter at have solgt bilen kørte vi med Greyhound bus fra El Paso til Chicago med ophold i Dallas og St. Louis. Vi ankom med SAS Charter til Kastrup den 1 FEB 1965, hvor det var rigtig vinter.

Men det var også på andre måder noget af en omvæltning at komme hjem. 174 veluddannede og velmotiverede HAWK-soldater blev meget skuffede, da vi fik at vide, at vort danske HAWK-materiel først ville blive leveret fra fabrikkerne i Europa syv måneder senere, at de endelige "Sites" først ville være klar til indflytning 3 ½ år senere og at der ingen midlertidige "Sites" var klar til os. 

De første par måneder blev alle fire eskadriller indledningsvis stationeret på Dragørfortet. Eskadrille 541 begyndte derefter sin maritime tilværelse og flyttede til sit kommende midlertidige stillingsområde på Flakfortet. Eskadrille 543 skulle opstille sit materiel ovenpå Stevnsfortet og flyttede derned, hvor Eskadrille 541 jo står i dag. Eskadrille 544 blev stationeret midlertidigt på Flyvestation Værløse og indrettede sin "Site" vest for Nordlejren. 

ESK 542, som jeg var TCO i, forblev på Dragørfortet, mens vi indrettede midlertidig stilling på Aflandshagegårdens mark umiddelbart vest for Eskadrille 542 nuværende placering.

Jeg husker, hvilket pionerarbejde det var at opbygge den midlertidige stilling helt fra bunden af - specielt når jordbunden i vort tilfælde lå i kote 1 helt ned til Øresunds Strand. Vi fik tildelt et stk. mark, et antal store fliser til "Missile Storage Area", et antal brugte jernbanesveller og "PSP-plader" til veje og stier mellem de kommende HAWK-komponenter, samt de nødvendige redskaber.

Vore beføjelser bestod i, at vi måtte fælde nogle træer midt i området og hente grus til radarhøje fra en nærliggende nedlagt skydevold. Marken skulle kunne genetableres til landbrugsdrift, når vi i 1968 skulle flytte ind i den endelige "Site".

Den midlertidige "Site" blev etableret i løbet af foråret med stor entusiasme af eskadrillens personel. Derimod kunne entusiasmen være svær at finde den efterfølgende vinter, da vi gik på pløjemarken i vand halvt op til knæene og da brændeovnen, der skulle varme vagtteltet op, brændte hul i teltets tag, og der ikke var råd til flere telte det år!

For at vi ikke i mellemtiden skulle glemme vor lærdom fra Fort Bliss, blev der truffet aftale med de amerikanske myndigheder om, at hver eskadrille kunne få i alt 3 måneders On-the-Job-Training (OJT) ved en amerikansk HAWK-battalion, der var stationeret med sine fire HAWK-batterier ved byerne Grafenwöhr og Hohenfels, som ligger mellem Nürnberg og Regensburg.

Denne OJT ved mobile HAWK-enheder i højt beredskab gav os alle en meget værdifuld opfølgning af uddannelsen i USA. TCOérne skulle bl.a. gennemgå en amerikansk "TCO Examination", og jeg har bevis derfra på, at jeg kvalificerede den 16 APR 1965 som TCO - næsten 10 år før kvalifikations-prøverne blev indført i Luftværnsgruppen. 

I AUG - SEP 1965 udleverede Flyvematerielkommandoen det netop modtagne HAWK-materiel til de fire eskadriller i Avendørelejren, og det blev transporteret til de midlertidige stillingsområder og opstillet. Jeg oplevede ikke selv transporterne til Flakfortet og senere til Middelgrundsfortet med diverse skibe og helikopter, men beretningerne derfra er ret så hårrejsende!

Efteråret og vinteren gik med indfasning og afprøvning af det nye materiel, med uddannelse af nytilgået personel, bla. værnepligtige, og med holdtræning af alt operativt og teknisk personel. Vor situation var vanskelig, dels fordi visse komponenter hyppigt gik i stykker og reservedele var endnu ikke på lager, og dels savnede personellet trods alt den nødvendige erfaring.

Vor operative træning blev nøje fulgt af Luftværnsgruppens Operations-afdeling, som bl.a. foretog Operational Readiness Evaluations (ORE) og kontrol med den daværende AN/TPQ-21 Simulator. 

Vi var på den første egentlige ASP med to eskadriller i JAN 1966 og to i MAR 1966, og da der dengang kun fandtes en HAWK Firing Range i verden, fløj vi atter til El Paso for at skyde på Mc Gregor Range i New Mexico.

Hver eskadrille blev fløjet derover i en af flyvevåbnets aldrende C-54 transportfly, men det var ikke en ren fornøjelsestur. Flyet kunne i modsætning til C-130 hverken flyve oven over dårligt vejr eller flyve hurtigere, end at det trods otte - ni timers flyvning pr. dag måtte bruge fire døgn til rejsen fra Værløse til El Paso. Vi mellemlandende og overnattede i Keflavik, Goose Bay i Canada og i Dayton, Ohio, hvor amerikanerne troede, vi kom med denne flytype, fordi den skulle udstilles på det derværende flymuseum.

Vi fløj i Cargo-versionen, fordi vi skulle have missilet med derover i en container. Det betød, at vi "fløj sidelæns", at der var absolut rygeforbud og at rumtemperaturen ikke måtte overstige 15 grader. Midt over Atlanten svigtede navigationsudstyret i vort fly i øvrigt, men den anden eskadrilles C-54 holdt sig betryggende indenfor synsvidde. Vi kæmpede os videre igennem snestorm over Labrador og tordenbyger over Texas og nåede frem til El Paso i god behold.

På Mc Gregor Range gennemførte vi trods sandstorm ASP med gode resultater og havde derefter et par dages tiltrængt rekreation på motel i El Paso, inden hjemrejsen atter begyndte med flyvevåbnets C-54.

Eskadrille 541 - 544 gik i operativt beredskab den 1 MAJ 1966 efter at have bestået en TACEVAL-lignende amerikansk evaluering. Det var en stor dag, da jeg som vagthavende TCO den 1 MAJ kunne melde ESK 542 ind i beredskab. Siden da har HAWK-systemet uafbrudt indgået i luftforsvaret af Danmark.

Interessen for det nye våbensystem var stor overalt og der var mange besøg. Vi blev særligt beæret i Eskadrille 542, da Kong Frederik IX i SEP 1966 med ret kort varsel tilkendegav, at han ønskede at få HAWK-systemet demonstreret. Majestæten valgte tilfældigvis den dag til besøget, hvor næsten alt personel i Luftværnsgruppen ellers skulle være samlet til den årlige idrætsdag, men idrætsdagen blev flyttet, og kongen fik den ønskede demonstration af et operativt HAWK-system. 

LUFTVÆRNSGRUPPEN, HAWK BEFALING
AVEDØRELEJREN. NR. 1
03 jul 1964.

Befaling udgives.

• I forbindelse med uddannelse af de fire nye HAWK eskadrillers personel på FORT BLISS, TEXAS og MC GREGOR RANCE, NEW MEXICO vil der blive udgivet befalinger som betegnes HAWK BEFALING.
• Befalingerne vil omfatte såvel personelle som materielle anliggender og agtes udgivet i perioden primo jul 1964 og til uddannelsens afslutning primo feb 1965.